Hofteledsdysplasi (HD)
Dysplasi betyder ’misformning’ og hofteledsdysplasi er et ustabilt udviklet (misformet) hofteled, hvor lårbenshovedet og hofteskålen ikke er tilpasset hinanden optimalt. Hofteledsdysplasi er en multifaktoriel lidelse, hvilket betyder, at lidelsen skyldes både genetiske og miljømæssige faktorer.
Albueledsdysplasi (AD)
Albueledsdysplasi er en fejludvikling af albueleddets knogler, hvor der ofte dannes ledmus. Fejludviklingen forårsager fejlbelastning af leddet, så hunden udvikler slidgigt (albueledsarthrose). Albeledsdysplasi er en multifaktoriel lidelse, hvilket betyder, at lidelsen skyldes både genetiske og miljømæssige faktorer. Fejludvikling af albueleddet kan resultere i flere udviklingslidelser:
- Brud af Processus Coronoideus (lille tak på indersiden af albuebenet)
- Osteochondrose, OCD (vækstforstyrrelse i forbeningsprocessen) i albueleddet
- Løsning af Processus Anconeus (stor, trekantet tak på den øverste del af albuebenets ledflade)
Albueledsarthrose (AA)
Albueledsarthrose er slidgigt i albueleddet og skyldes ofte en ubehandlet albueledsdysplasi, der eks. har udviklet en ledmus. Albueledsarthrose kan også udvikles af et kraftigt slag på eller ved gentagne overbelastninger af leddet. Derved udvikles kroniske ledforandringer, der igen forårsager slidgigt (arthrose).
Osteochondritis dissecans (OCD)
OCD er en vækstforstyrrelse i forbeningsprocessen under unghundens knogledannelse, hvor ledbrusken udvikler sig unormalt og løsner sig fra det underliggende knoglevæv. Det er en lidelse, der kan medføre udvikling af ledmus og bl.a. slidgigt i skulderleddet. OCD ses hyppigst i skulder-, albue-, knæ- og haseled, men kan optræde overalt i kroppens knogler. OCD er en multifaktoriel lidelse, hvilket betyder, at lidelsen skyldes både genetiske og miljømæssige faktorer.
Ledmus
Ledmus er et lille stykke afrevet brusk eller knogle i et led. Ledmus kan opstå efter skader eller udvikles som følge af eks. albueledsdysplasi. De frie ledmus afstødes fra syge bruskområder. Lænkemus fæster til leddet.
Patella luxation
Patella luxation kaldes også løse knæskaller, fordi knæskallen ikke ligger stabilt på plads. Knæskallen kan luxere (glide ud af sin plads) og kan enten flyttes til siden eller mod midten, eller den kan ligge på sin sædvanlige plads men let forskydes til siden.
Primær Linse Luksation (PLL)
PLL er en øjenlidelse, hvor øjets linse luxerer (afstødes), når de fine tråde, der holder linsen på plads, brister. Linsen kan falde fremover eller tilbage. Lidelsen er ikke relateret til øjenlidelsen glaukom (grøn stær). Behandles lidelsen ikke, bliver hunden blind.
Jeg kunne godt tænke mig at vide om HD kan udvikle sig selv om det miljømæssige er iorden, og hunden ikke udsættes for nogen af de ting som man nævner i miljøet.
Dette mener jeg bare aldrig der er blevet svaret på, og det er vel lige så vigtigt som at nævne alt det der kan være tilstede hos folk der har hund.
Altså kan det være rent genetisk???????
MVH Conny