Hundehvalpe til salg!

Forår og sommer er hvalpetid. Alle opdrættere lægger helst hvalpe til om foråret: tæven kan gå sin drægtighed igennem i lunere vinde, hvalpene vokser op i en tid, hvor de kan være meget udendørs – det giver alt andet lige sundere og stærkere hvalpe, og endelig kan hvalpene flytte ind i deres nye hjem, mens ’forældrene’ har ferie. Alt i alt en ganske gunstig tid for hvalpe.

Hvalpekøbere får ’fornemmelser’ om foråret, for i den kommende tid er det nemt at få en hvalp i huset. I det gode vejr er det nemt at få eller holde hvalpen renlig (for mange hvalpe er allerede renlige), det er meget behageligt at tage den med udendørs, og familien har mere overskud til at tage sig af det lille nye familiemedlem. Der er jo ganske meget, den skal lære.

Alt det ved vi godt – vi tænker bare ikke så meget over det, når trangen til en hundehvalp melder sig. Og det er ikke kun os, der ved det. Det gør de såkaldte hundehandlere også. Hundefabrikker både herhjemme og i udlandet tager kynisk bestik af den gunstige salgssituation og producerer så mange hvalpe som overhovedet muligt. De sælges ukritisk til enhver, der betaler prisen. – Og det gør de! For med sådan en hvalp følger oftest dyrlægeregninger en masse, dårlig trivsel og elendighed over hele linjen. Så se dig godt for, når du skal handle hund.

 

Stil krav til din opdrætter – og se til, at din opdrætter stiller krav til dig!

Enhver, der opdrætter et kuld hvalpe, er opdrætter – også fru Danmark, der med naboens Polle har fået de sødeste små hvalpe, som nu trænger til et nyt hjem. Det er der intet odiøst i, tværtimod – forudsat, naturligvis, at fru Danmark har sikret sig, at naboens hund nu også er far til hvalpene, at hvalpene er præget på mennesker og har været i hænder fra starten af, og at alle er sunde og raske.

Også de mere ’professionelle’ opdrættere med raceopdræt er forpligtet til at sørge for ansvarlig avl og opdræt. Det gælder såvel fysisk som mental sundhed, valg af avlspartner, sundhedstjek og ikke mindst racekendskab.

En oftest overset opdrætter er ejeren af hanhunden. Også ejeren af hvalpenes far er opdrætter i den forstand, at han/hun i lige så høj grad er ansvarlig for hvalpenes medfødte egenskaber. Det er ikke ligegyldigt hvilken avlspartner ejeren af hanhunden vælger at acceptere, for ingen kæde er stærkere end det svageste led.

Alle ansvarlige opdrættere ønsker et godt hundeliv for alle sine hvalpe, så det er jo ikke ligegyldigt, hvor ens hvalp havner henne. Måske vil opdrætteren sikre sig, at hvalpekøberen ved, hvad han/hun går ind til ved at vælge netop denne race. Måske vil opdrætteren beholde kontakt til hvalpekøberen, så det er muligt at følge hvalpen fra ende til anden. Måske vil opdrætteren gerne se hvalpen til et årligt hvalpetræf eller på en udstilling. Måske vil opdrætteren have hvalpen undersøgt for en særlig mulig sygdom, når hvalpen når skelsår og alder. Måske vil opdrætteren sikre sig, at hvalpen kommer på et hvalpemotivationskursus. Der er mange muligheder.

 

Som kommende hvalpeejer er det dit ansvar at spørge ind til de forhold, som hvalpene er opdrættet under. Spørg ind til hvordan forældredyrene er med hensyn til temperament, udseende og sundhed. Spørg ind til, hvordan opdrætteren har sørget for prægning af hvalpene, fodring, vaccinationer, aformning og sundhedstjek. Spørg ind til hvilken hjælp og support du kan få fremover hos opdrætteren.  Spørg ind til hvilke krav opdrætteren stiller til dig som kommende hundeejer. Og køb så kun hvalp fra en opdrætter, som du kan lide og føler dig godt tilpas sammen med. For det er jo sådan, at vi har hunde, som vi er mennesker.

Og husk så, at uanset hvilke følelser du har for hvalpen, så er den ifølge købeloven en handelsvare, og ingen opdrætter må stille sin hvalpekøber ringere end købeloven. Er opdrætteren ikke medlem af en anerkendt klub/forening, så er der kun civilt søgsmål tilbage, hvis du mod forventning får et udestående med opdrætteren.

 

Rigtig god fornøjelse med dit nye familiemedlem.

Hjertelige hilsener
Inger Hærslev

Relaterede artikler:

  1. Hundehvalpe til salg
  2. Hvad du skal spørge om
  3. Hvalpemotivation

Comments

  1. Til alle hunde folk.
    Hvor blev jeg glad for at finde denne artikel på kennelguiden. Så er det forhåbentlig ikke en side, der er formidler for hundehandlerne. Det er kæmpeproblemer, der findens med stakkels hundehvalpe, der sælges til bundnaive mennesker, uden forstand på hunde. Disse hunde går uvisse skæbner i møde. 50.000 hunde aflives årligt i DK pga. feljkøb/ uforstand. Og internater bugner af misforståede skrot-hunde. Nogle sælgere fusker endda med chip – tager dem ud og sætter nye i. Hvordan kan det lade sige gøre, uden dyrlæger er indblandet? Det hele er bundkorrupt og har rod i afstumpede folk og mafiaagtige tilstande.
    Har netop selv opdrættet og solgt et kuld vidunderlige kromfohrlaenderhvalpe.I tæt samarbejde med hanhundeejeren har vi håndplukket de dejligste ejere, som findes hvis man virkelig VIL. De dejligste ejere dukkede op – helt af sig selv, fordi jeg netop var kritisk og ikke solgte til hvem som helt til billig penge. Det eneste, der dur er i øvrigt Dansk Kennel-Klubs registreringssystem. Der føres database over hver eneste hund og chipmærkerne følger de originale papirer + oplysninger i databasen, som i øvrigt er en del af et internationalt samarbejde. Det er ikke så nemt at fuske med, som alle de elendige hundeforeninger, der påberåber sig at have “stamtavler”. Nogle foreninger er simpelthen bare en sammenslutning af kyniske hundehandlere. Støt dem ikke.

Skriv din mening

*